
Vi skaber liv på Bymidten
“På Værløse Bymidte havde vi længe ønsket fornyelse i vores aktiviteter og events. Kongsted+Grønne kontaktede os, og vi blev allerede ved første samtale med Charlotte og Katrine præsenteret for idéer og tiltag, der matchede vores ønske. Vi oplever en realistisk og alligevel kreativ tilgang til udvikling af vores aktiviteter, der afvikles upåklageligt med overblik og styr på detaljen. Det daglige samarbejde er nemt, der er hurtig respons på både mail og telefon. Og når vi mødes ca. en gang hver måned, er oplæggene gennemarbejdet med tidsplan og budget. Jeg kan varmt anbefale Kongsted+Grønne!”
– Søren Engberg, Formand for Centerforeningen, Værløse Bymidte
I 2021 var Værløse Bymidte på udkig efter en aktivitetskonsulent til at sørge for spændende events, der samler Værløse. Men da vi ringede med en lidt alternativ løsning, ændrede udkigget sig: for ja, Bymidten ville gerne konvertere deltidsstillingen til flere hænder – især når det hjælper en nyuddannet i job.
Løsningen er egentlig ganske enkel. Seniorkonsulenter og graduates løser opgaverne i fællesskab. Denne kombination fjerner hele sårbarheden ved kun at have én til at varetage opgaverne. Der skal ikke tænkes på sygdom, oplæring, feriepenge og alt det ræs. Vi fixer det og kan skalere op og ned afhængig af behovet. Endnu bedre, så får Bymidten glæde af fire menneskers kompetencer og fleksibilitet til samme pris som én deltidsansat. Siden vores samarbejde begyndte er aftalen kun vokset, og nu varetager vi også Bymidtens sociale medier.
Ekstern konsulent med in-house loyalitet
Værløse Bymidte ønsker at være det naturlige centrum for borgere i Værløse og omegn – både for indkøb, kultur og det daglige møde mellem mennesker på tværs af generationer. I Bymidten styrkes fællesskabet i det konkrete møde og ved den konkrete begivenhed. Derfor er der fokus på at skabe aktiviteter og liv i det åbne rum. Kongsted+Grønne er Værløse Bymidtes faste aktivitetskonsulenter, og vi står for at sikre spændende aktiviteter for hele familien. Det indebærer booking af kunstnere, forhandling af priser, budgetstyring, koordinering med butikker og markedsføringsteam samt den løbende dialog med interessenter og bestyrelse. Derudover styrer vi Bymidtens sociale kanaler, som vi både bruger til at skabe opmærksomhed om events, men også til at skabe lokalfølelse og fælleskab.
Variation skaber en bymidte for hele Værløse
Vi har arrangeret Aftenåbent, Halloween og Juletræstænding. Indbudt til musik med Marie Carmen Koppel, Brødrene Olsen, Groove Parade og lokale musikere. Underholdt med Sigurd Barrett, kæmpehekse og trolde, spindelvæv af candyfloss, dragemaling, snekugler med plads til hele familien, åben grill og østers. Og vi har meget mere planlagt…
Flere tusind mennesker har taget del i de mange aktiviteter, og den fyldte aktivitetskalender byder stadig flere Værløse-familier til Bymidten.

